Tanzanias anden højeste

Mount Meru ligger i Arusha Nationalpark 70 km vest for Kilimanjaro. Bjerget er en sovende vulkan, som er imponerede 4.566 meter høj og hele det afrikanske kontinents tiendehøjeste bjerg. Turen til Mount Merus top er en ofte overset trekkingtur, men hvis man gerne vil have en opvarmningstur, inden man skal bestige Kilimanjaro, er Mount Meru helt perfekt. Her møder man færre turister, masser af udfordringer og en fantastisk udsigt over det vulkanske landskab.

Livet på det smukke krater

Der er masser af vildtliv på bjerget, og turen er en safari til fods. Derfor ledsages man af en professionel guide, der kender til dyrelivet. På turen kan man være heldig at se elefanter eller giraffer, og det er næsten helt sikkert, at man møder bøfler, aber og vortesvin på vejen til toppen. Deroppe venter en fantastisk udsigt ud over safarilandet og kraterkanten. I horisonten kan man se Kilimanjaros sneklædte top, der lyser op på den blå himmel.

Besøger man bjerget, er det oplagt at kombinere turen med andre skønne oplevelser i Arusha Nationalpark.

Har du brug for hjælp kan du tage kontakt her eller ringe direkte på 71969998

Beskrivelse af turen til Mount Merus top

Turen er det, man kalder vulkantrekking, og går både over krater, højeng og hedeland. Hvis man er i god form, kan bjerget bestiges på to dage op og ned, og undervejs foregår overnatningen i hytter, der er simple, men komfortable. Guiden på turen taler flydende engelsk og har besteget Mount Meru masser af gange. Derfor er sikkerheden i top på turen, og tempoet kan løbende afpasses, så det passer til gruppens ønsker.
Det er godt at medbringe gode vandrestøvler, som gerne skal være gået til hjemmefra. Med støvlerne på fødderne og guiden i front, bliver det en kæmpe oplevelse at gå det store trek mod mærkestenen Socialist Peak. Her kan man tage et billede til evigt minde om den store bedrift.